Michaels fortælling om et liv med sorg, PTSD, kaos, genfundet vilje, genopstået relationer og funden kærlighed.
Jeg har for nylig været på et kort besøg hos min søster og svoger i Jylland og på sådan et par dage, kan samtalerne godt nå at blive både intense og rørende. Jeg må indrømme, at jeg er fuld af beundring over, hvor åben og emotionel en samtale jeg havde med min helt fantastiske svoger Michael. Vi kom ind på flere forskellige emner, som har formet ham til det menneske, han er i dag.
Specielt en af samtalerne efterlod mig meget rørt og med godkendelse fra Michael, vil jeg gerne dele denne historie med jer.
Jeg vil gerne på forhånd advare om skrækkelige beskrivelser, som kan virke grænseoverskridende Jeg mener dog, at de er relevante i forhold til at prøve at forstå, hvordan Michaels liv har formet sig.
Jeg ved godt, at Michael er veteran. Han har været udsendt som soldat i Bosnien. Han er førtidspensionist. Han lider af PTSD.
Jeg ved også, at Michael har haft et stort alkohol- og stofmisbrug. Han mistede sit parforhold. Han mistede kontakten til sine børn. Han mistede kontakten til sin familie og resten af verden – ja kontakten til sig selv.
Jeg ved også, at han har forsøgt at tage sit eget liv. Hvad jeg ikke vidste var, hvor mange gange han har forsøgt at tage sit eget liv. Jeg vidste ikke, hvilke oplevelser, der drev ham ud i misbruget og i sidste ende et liv, han ikke kunne holde ud at være i længere.
Michael har oplevet tab på den mest grufulde måde. Han har mistet en soldaterkammerat. Hørt ham skrige i smerte. Set livet forsvinde fra hans øjne mens befalingen var at blive i sikkerhed, for at flere ikke skulle blive ramt af de skjulte vejsidebomber. Vente på assistance. Vente på evakuering. Vente på at lidelserne skulle ophøre.
Lyden af rotorblade fra en helikopter var dengang den største lettelse. I dag rider den lyd Michael som en mare. Helt dagligdags, men uventede lyde som skramlen af en stol over gulvet, noget tungt, der falder på gulvet, en pølse, der sprækker, med et knald, på grillen kan igangsætte den gamle film igen og igen.
Både ved højlys dag, men især om natten. Michael har ikke sovet igennem én nat siden sin udsendelse. For om natten dukker også andre spøgelser op. Billeder af kvinder med skamferede kroppe, så de ikke kunne amme deres børn, lig af lokale mænd, der dukker op af sneen og skal afsøges for identifikation, billedet at flygtende mænd revet fra hinanden i et desperat forsøg på at forcere NATO pigtråd og opnå sikkerhed, lugten af massegrave, der skulle bevogtes af Michael og hans soldaterkammerater, mens de åbnes for at identificere tusinde og atter tusinde mænd og drenge, der skulle forhindres i at drage i krig.
Men det mest skræmmende spøgelse af alle. Det, der virkelig stjæler Michaels sjælefred. Det som giver mareridt og utallige dage, hvor hovedet er slået på automatpilot. Det er spøgelset af den lokale pige, som med en masser andre børn i glæde, fulgte soldaterne gennem byen, men som fik sine klæder i klemme i den kampvogn Michael var chauffør i. Hun døde lige der, hvor de var for at hjælpe. Moderens fortvivlede skrig, der går over i en dyb hulken, mens hun banker sine knyttede
næver i Michaels vest igen og igen og igen. Den hamren kan han stadig mærke, når mareridtet nådesløst kører løs i hoved og krop. Dét tror jeg, rammer sjælen dybere end noget andet.
Jeg kan på ingen måde forstå, hvordan det føles at være i krig. Jeg kan på ingen måde sætte mig ind i, hvordan disse oplevelser mejsles ind i tankerne, i hjertet og brænder i sjælen. Jeg kan høre i Michaels stemme og se på hænderne, der stille dirrer, mens han fortæller, at det er forfærdelige minder, han må bære på resten af sit liv.
I mange år brugte Michael alkohol og stoffer til at holde spøgelserne på afstand. Samtidig oplevede han, at alle andre følelser og fornuften forsvandt sammen med spøgelserne, men alligevel var det hele der, under overfladen, hele tiden. Med alkohol og stoffer fulgte også kaos. Det tabte samliv med andre, blev erstattet af et liv på kanten. Vold, spritkørsel, kontakt med politi og psykiatri var tilbagevendende begivenheder.
Michael kunne ikke se sig selv ud af udfordringerne, mareridtene og et kaos, der bare voksede sig større og større. Det var her han flere gange skiftevis gav op eller råbte på hjælp ved at forsøge at tage sit eget liv. Tilfældigheder gjorde, at det heldigvis aldrig lykkedes. Nogle vil måske sige, at der var en anden plan med Michael. Det var ikke hans tid endnu. Nogen holdt hånden under ham. Måske ja.. i hvert fald er han her endnu.
Det skete enkelte gange, at nogen kunne nå ind til ham. En politimand, der satte sig på kantstenen og tog sig tid til at snakke. En modig ung pige ved kassen i supermarkedet, da Michael var der igen for at købe alkohol, som så ham i øjnene og spurgte ”Er det virkelig sådan her du vil leve dit liv?” Og ved hans sidste og mest alvorlige selvmordsforsøg, hvor han endte 3 uger i koma, der skete det. Øjeblikket hvor Michael endelig sagde til sig selv, at nu skulle det være slut. Han ville ikke risikere flere selvmordsforsøg, hvor udfaldet kunne være ikke at dø, men at leve et uværdigt liv på grund af uoprettelig skade.
Samtidig med den erkendelse skete der det skelsættende, at et lys blev tændt i mørket for Michael. Et fyrtårn af en veteran, dukkede op i Michaels liv og rakte hånden ud og lyste mørket op, viste ham vejen på den ekstremt hårde rejse, der lå forude. Han hjalp med at bygge et netværk op omkring Michael. Andre veteraner, der snakkede, kørte for ham, tog med til møder og bare var der. Uvurderlig og uselvisk støtte til at kæmpe sig tilbage til livet. Selvfølgelig skulle Michael selv gå vejen. Han var helt dernede og ramme bunden, men, som Johnny Madsen så klogt sagde: kun på den måde, kan man tage afsæt og kæmpe sig op i lyset igen (lettere omformuleret).
Michael har været i krig. Forfærdelig krig, men den største kamp måtte han kæmpe, da han kom hjem. Han måtte kæmpe med alt, hvad han havde og mere til for sit liv og for fremtiden.
Det tog mange år, før Michael var klar. Før han kunne kæmpe sig ud af kløerne på alkohol og stoffer. Før han kunne få, men også tage imod den hjælp, han så desperat havde brug for. Men da han endelig var klar, så tog han virkelig også kampen op. Ikke uden tilbageslag. Ikke uden blod, sved og tårer. Det gjorde ondt at mærke sig selv igen, at skulle tage stilling til alle de følelser, der pludselig vældede op dybt indefra. At skulle bearbejde traumerne. Men med en nyfunden jernvilje til at ville leve – ikke bare overleve og med et fyrtårn ved sin side, tog han kampen op.
Hver eneste morgen siger Michael for eksempel til sig selv ”I dag tager jeg 24 timer mere uden alkohol”. Og han har taget B.S. Christiansens ord ”Et godt liv skal man kæmpe for!” til sig som et mantra.
Et ordsprog siger, at der ikke bliver lagt mere på vores skuldre, end vi kan bære. Alligevel kan livet af forskellige årsager, for alle, føles for tungt til at fortsætte, til at bære den rygsæk, som består af summen af vores liv. Livet kan føles ubærligt. Men jeg tror, at det vi må og skal sige til os selv, det er ”lev et minut mere”, ”lev en time mere”, ”tag et skridt mere”. For afsættet skal nok komme, lyset finder dig og den dag hvor du er klar, skal nok oprinde. Vejen dertil kan synes ensom og lang – ja, endda uendelig. Men husk på, at jorden er rund og går du længe nok, så kommer du tilbage til start og du kan derfra selv vælge, om du går samme vej igen eller tager en ny vej. Du har viljen og styrken til at ændre dit liv. Du har muligheden for at vælge til. Vælge livet til. Vælge at lytte til den unge pige ved kassen. Vælge at gå ud af mørket, tage den fremstrakte hånd og følge lyset fra fyrtårnet. Det er op til dig.
Nelson Mandela sagde: ”Efter at have besteget en stor bakke opdager man, at der er mange flere at forcere”.
Michael har besteget mange store bakker i sit liv både under og efter sin udsendelse til Bosnien og han vil fortsat skulle kæmpe sig op ad store bakker resten af sit liv med traumerne og PTSD. Jeg kendte ikke Michael, før han blev sendt i krig og ej heller i de hårde år med alkohol, stoffer og selvmordsforsøg. Jeg kender stadig ikke Michael helt og kommer sikkert aldrig til at kende ham 100%. Det jeg ved er, at Michael kæmpede for eget og andres liv i et andet land. Han kæmpede og kæmper stadig for sit liv efter at han er kommet hjem, hver evig eneste dag. Jeg ved også, at han er et åbent, venligt og hjælpsomt menneske, der altid vil gå en ekstra mil for menneskerne omkring ham.
Michael er i dag et sted i sit liv, hvor han stadig kæmper. Han er kommet langt, men der er stadig lang vej at gå og måske når han aldrig helt i mål. Michael er igen blevet en del af et parforhold, han er ved at genoprette forholdet til hans børn, han er bonusfar og indeholder så meget mere end traumer, spøgelser og PTSD.
Tak Michael for at have indviet mig i dine sværeste perioder af dit liv og tak til Louise for at have hjulpet mig med mere information, som har været utrolig vigtigt for mig at få med i denne historie.
Hvad er det så jeg vil opnå med at dele denne historie med Jer?
Er det politisk fokus på Psykiatrien? – Det er helt sikkert nødvendigt, men ikke derfor.
Jeg har lyst til at dele denne historie fordi jeg har en svoger, der har kæmpet sig tilbage til livet og jeg ved at mange andre kæmper for det samme. Nogle lykkes det for – andre lykkes det desværre ikke for.
Michael kæmper den sværeste kamp, men de pårørende kæmper også en kamp, for dem de elsker og pårørende har også brug for nogle at tale med om den angst og de bekymringer, der følger med relationen til et menneske, der hver dag kæmper for sit liv.
Som omgangskreds er det vigtigt at række ud og det er vigtigt at de pårørende rækker ud. Vi skal alle være bedre til at turde mærke og være i de følelser, der følger med, når vi rækker ud til et andet menneske i krise. Som politimanden gjorde for min svoger og som den unge pige, bag kassen i supermarkedet, gjorde.
_________________________________________________________________________________
I dag d. 7. Maj 2023 var jeg til et arrangement, hvor værterne var stifteren af foreningen “March mod ensomhed”, Patrick Cakirli og repræsentanter fra Nordisk Film og Scanbox.
Ca. 50 mennesker mødte op ved Trianglen metrostation og gik i samlet flok til Dagmar Teatret, hvor vi så forpremieren på “ Harold Frys usædvanlige pilgrimsfærd.
En smuk og rørende film om ensomhed i tosomhed, om vilje, håb, tro og kærlighed.
Læs mere om March mod ensomhed her.
———————————————————————
I forbindelse med at Jeg og en kollega, for godt en måned siden, bistod Sognepræsten i Kirkerup med at tage hånd om et lokalsamfund i krise, blev jeg inviteret i Go´ Aften Live.
Indslaget er optaget fra tv med mobiltelefon.
———————————————————————
Læs her: ” Lær din sorg at kende”.
Læs her, hvordan du kan arbejde på at komme ud af din ensomhed.
https://www.femina.dk/liv/selvudvikling/faa-psykologens-bedste-raad-til-komme-ud-af-din-ensomhed
Læs her: Parfumerer og bruger vi tåbelige ord og vendinger, når vores kære dør?